Motivering for placering i konkurrencen:
Projektet Grønt Grisefoder - et brændende godt projekt -står på en rigtig god og vel-researchet ide, som tager udgangspunkt i den danske natur og produktionsformer. Gruppen har således valgt et emne med stor betydning både nationalt og globalt i forhold til bæredygtighed. At bruge brændenælden som grundlag for sund husdyrpleje i svineproduktion er relaterbart for mange danskere, som kender planten fra deres eget nærmiljø. Samtidig har gruppen formået at etablere vigtige samarbejder med relevante, professionelle parter såsom DTU og SEGES. Gruppen har arbejdet metodisk og målrettet med en høj faglighed, for at undersøge deres grundlæggende hypotese om, at brændenælden kan erstatte en del af den nuværende sojaproduktion til svinefoder. Gruppen virker nysgerrige og engagerede i deres produkt og har tilmed smagt på deres eget hjemmelavede foder.
Sidst men absolut ikke mindst var gruppen stærke formidlere med fagligt overskud, som var gode til at supplere og give plads til hinanden.