I talentkonkurrencen Unge Forskere kæmper børn og unge med deres projekter om titlen som Årets Unge Forsker, kontantpræmier for over 300.000 kr., rejser til internationale konkurrencer og en lang række sponsorpræmier.
Finalisterne
I 2020 var der 134 projekter med i finalen, fordi årets semifinaler desværre blev aflyst grundet Covid-19-situationen. Men vi vender stærkt tilbage, og i 2021 vil der igen være 50 junior- og 50 seniorprojekter at finde i finalen.
2020 blev dog, på trods af udfordringerne, stadig et godt år for Unge Forskere, hvor deltagerne spændte bredt med deres projekter lige fra udviklingen af en spray, der forhindrer dug på svømmebriller, til bæredygtig solcreme og kaffegrums som erstatning for gødning i haven. Særligt lagde fagjuryen mærke til Alexander Mathias Winkler, som blev den samlede vinder for Unge Forskere Junior 2020 på baggrund af hans projekt, hvor han udviklede kvaliteten af lyden på en billig violin signifikant, således at den spillede på niveau med en violin til 100.000 kr.
I 2021 vil Unge Forskere afvikles som en digital finale, som finder sted 25.-27. april.
Gå på opdagelse
Hvis du kunne tænke dig en ide om, hvilke projekter der ellers var at finde i år, så kan du her på siden gå på opdagelse i alle projektbeskrivelserne. Vi har lavet en søgefunktion, hvor du kan finde frem til alle de forskellige projekter, der var en del af Unge Forskere 2020. Du kan læse om tankevækkende og kreative projekter, som er udarbejdet af seje unge mennesker, der brænder for naturvidenskab - og du kan måske endda finde inspiration til dit eget Unge Forskere-projekt.