- Forside
- >
- For semifinalister
- >
- Posteren
Posteren
Hvad er en poster?
I semifinalen og til finalen skal dit projekt præsenteres på en videnskabelig poster. Den videnskabelige poster er en præsentation af dit projekt i plakatform. Den skal indeholde den vigtigste information om projektet og præsentere det på en lækker og overskuelig måde. I modsætning til rapporten skal den ikke indeholde alle projektets detaljer, og den må gerne være både personlig og indbydende.
Eksempler på den gode poster
Se her, hvordan andre deltagere har lavet deres posters.
Tre generelle råd
- Tydelig struktur - lav en tydelig struktur på posteren, som guider læseren gennem dit projekt
- Figurer - brug figurer i stedet for tekst, hvor det kan lade sig gøre - fx til forsøgsopstilling og arbejdsproces
- Kort og præcist - skriv kortfattet og præcist i en letlæselig skriftstørrelse
Det skal din poster indeholde
1. Titel og navn
Titlen på posteren er det, der fanger! Den må gerne være lidt sjov eller anderledes og gøre læseren nysgerrig. Det kan for eksempel være dit forskningsspørgsmål, målet med projektet eller det nye, som du har fundet ud af.
Tænk på titlen som en avisoverskrift: Kort, skarp, præcis - og spændende!
Under titlen, med en mindre skriftstørrelse, skrives navn(e) på forfatteren(e) og skole. Du kan også skrive din/jeres e-mailadresser.
2. Introduktion
Hvorfor er projektet overhovedet interessant? Fortæl, hvad der motiverede projektet, hvorfor det er interessant i en bredere sammenhæng, og hvilket problem/spørgsmål projektet forsøger at løse/besvare.
3. Hypotese
Hvordan forventer du, problemet/spørgsmålet kan løses/besvares? Her præsenteres løsningsforslaget, der blev undersøgt i projektet, og hvorfor netop det forslag blev valgt.
4. Metoder
Hvad gjorde jeg? Her fortæller du om dit undersøgelsesdesign med for eksempel eksperimenter/forsøg, som du brugte for at teste din hypotese. Brug gerne fotos og tegninger til at illustrere dine forsøgsopstillinger, eksperimenter og arbejdsgange.
5. Resultater
Hvad viste undersøgelsen? Her præsenteres data og resultaterne fra undersøgelserne.
Sørg for kun at præsentere de vigtigste resultater. Har du mange forsøgsdata, kan du for eksempel samle flere resultater i tabeller, diagrammer, grafer eller modeller.
Husk, at det vigtigste stadig er, at resultaterne er lette at læse og forstå. Derfor er det også vigtigt, at der er navne og enheder på alle dine figurer og tabeller.
6. Diskussion og perspektivering
Hvorfor fik du de resultater, du gjorde, og hvilken betydning har undersøgelsen? Hvis noget gik anderledes end forventet, så diskuter hvorfor, og hvilken betydning det har. Sammenlign med den eksisterende viden om området og fortæl, hvad netop din undersøgelse betyder i en større sammenhæng. Fortæl eventuelt, hvordan du kan arbejde videre med projektet.
7. Konklusion
Passede din hypotese med dine resultater, og hvad opnåede du? Efter titlen er konklusionen ofte det første, læseren kigger på. Gør derfor konklusionen præcis og overskuelig. Det kan være en fordel at opstille din konklusion i punktform, hvis du har mange del-projekter i projektet.
8. Taksigelse
Hvem har hjulpet dig? De fleste har fået hjælp til deres projekt på den ene eller anden måde. Det er god stil at sige tak til dine hjælpere, og det gøres i dette afsnit. Det kan for eksempel være din lærer, en forsker, en mentor, din mor eller en klassekammerat. Tak dem for deres bidrag på en venlig og personlig måde.
9. Referencer
Hvor ved du det fra? Skriv hvilke bøger eller informationskilder, du har brugt. Skriv også personer på, hvis du for eksempel har fået hjælp af en forsker.
Modtag Astras nyhedsbrev
Tilmeld dig til Astras nyhedsbrev og få løbende inspiration og ny viden til din undervisning i naturfag og de naturvidenskabelige fagområder.