Finalist præsenterer sit projekt for juryen

Præsentationen

Hvad indeholder den gode seniorpræsentation?

I semifinalen og til finalen skal dit projekt præsenteres foran juryen.

Til semifinalen skal din præsentation vare ca. 7 minutter, hvorefter jurymedlemmet vil spørge ind til projektet i ca. 5 minutter.

Til finalen har du ca. 10 minutter til at præsentere dit projekt, og jurymedlemmet har derefter 7-8 minutter til at spørge ind. Du kan sagtens blive afbrudt med spørgsmål under din præsentation. 

Den gode præsentation skal fortælle tilhøreren, hvorfor dit projekt er interessant og give et overblik over dit videnskabelige arbejde og dine konklusioner

astra girl

Din præsentation skal fortælle

  • Hvordan du fik ideen, og hvorfor dit projekt er innovativt
  • Hvordan du designede dine undersøgelser og udførte dem
  • Hvad dine resultater og din konklusion er
  • Hvorfor dit projekt er vigtigt. Du behøver ikke redde hele verden eller kurere kræft, men fortæl, hvordan dit projekt kan gøre en forskel.

Tre generelle råd

  • Husk at demonstrere undervejs, at du forstår baggrundsteorien, og at du ved, hvorfor projektet faldt ud, som det gjorde.
  • Byg præsentationen op som en god historie og start et sted, hvor alle kan være med. Du kan bruge din poster som en disposition til din præsentation, men forbered præsentationen selvstændigt, så du ikke behøver at kigge på posteren, mens du taler.
  • Krydr din præsentation med en relevant fremvisning af et forsøg, en video eller en anden unik arbejdsmetode i dit projekt.
astra girl

Gode råd

Forberedelse af præsentationen

  • 1. Lav et pitch på højst 2 minutter, hvor du opsummerer, hvad du har lavet, og hvad du har fundet ud af i dit projekt. Ved at lave en ultrakort fortælling om dit projekt, tvinger du dig selv til at kun at fortælle det vigtigste - og det mest interessante for din tilhører.

    • Øv dit pitch, så du kan det udenad. Det vil give dig sikkerhed, når du skal præsentere det for andre.
    • Brug dit pitch til at fortælle om projektet til klassekammerater og andre nysgerrige. Se, hvad der fanger dem og hør, hvad de spørger om. Brug det til at forbedre pitchet.
  • Forbered en præsentation på ca. 7 minutter for juryen til semifinalen og finalen.

    • Lær de første 3-5 sætninger ordret udenad. Så er du sikker på at komme godt fra start - også selvom du bliver nervøs på dagen.
    • Øv dig mange gange på hele præsentationen - også uden manuskript! Jo mere du har øvet dig, jo mere sikker føler du dig på dagen, og jo mere kan du improvisere over for juryen.
    • Vær klar og præcis i dine formuleringer og forklaringer.
    • Studér dit baggrundsmateriale grundigt! Jo bedre du kender baggrundsmaterialet, jo bedre kan du forklare dit eget projekt.
    • Øv dig i at bruge posterens figurer, tabeller og fotos undervejs.
    • Øv dig evt. i forsøg, som du vil fremføre på dagen.
    • Optag dig selv på video, og se dig selv bagefter. Det kan være ret grænseoverskridende at se videoen, men du lærer helt sikkert en masse.

    Vær forberedt på at blive afbrudt undervejs i præsentationen af juryen. Måske når du ikke at fuldføre din præsentation, men det betyder ikke, at præsentationen gik dårligt!

  • Lav en liste over spørgsmål, som juryen kunne finde på at stille, og øv dig i at svare på dem. Her er nogle af de mest almindelige spørgsmål:

    • Hvor meget hjælp har du fået og fra hvem?
    • Hvad fortæller dine data dig?
    • Hvorfor er din forskning/dit produkt vigtigt?
    • Hvad fortæller dine grafer?
    • Hvilke problemer løb du ind i under dit arbejde, og hvordan håndterede du dem?
    • Hvad er de tre mest interessante ting, du har lært af at lave dette projekt?
    • Hvilke fremtidige undersøgelser planlægger du, eller kunne du tænke dig at lave i dit projekt?

Gode råd til præsentationen på dagen

Materialer og påklædning

Tag pænt tøj på og vær frisk og veloplagt, så du gør et godt indtryk fra starten.

Brug de materialer du har medbragt aktivt i fremlæggelsen, så præsentationen bliver levende og afvekslende.

Sådan møder du juryen

Vær positiv og entusiastisk

  • Vis juryen, at du brænder for dit projekt - så kan de bedre huske dig!
  • Lad være med at tale dig selv og projektet ned, men fortæl ærligt om de udfordringer, du havde undervejs.
  • Undgå at stå og hænge, selvom du måske bliver træt.
  • Vær klar og overbevisende i dine svar til juryen og hold øjenkontakt.

 

Nyd muligheden for at fortælle om netop dét, som du brænder for. Hvis du ikke forstår juryens spørgsmål eller ikke kender svaret, er det ok at sige: "Det ved jeg ikke". Husk, at juryen har glædet sig til at møde dig og høre om dit projekt!

astra girl

Målret din præsentation

Jurymedlemmerne kommer med meget forskellige baggrunder, så det vil være godt, hvis du kan målrette præsentationen til jurymedlemmet.

Spørg derfor gerne ind til jurymedlemmets baggrund og viden om emnerne, du kommer ind på - det viser både overskud og gør, at du kan målrette præsentationen. Så har jurymedlemmet en større chance for at forstå projektet, og hvor fantastisk det er.

Til ekspert-jurymedlemmet

 

Har du for eksempel lavet et projekt om enzymer, og jurymedlemmet foran dig er professor i mikrobiologi eller bioteknologi, er de nok ret godt inde i, hvad enzymer går ud på. Det er altså ikke vigtigt at gå i dybden med teorien om enzymer. Du skal blot kort nævne, hvilke elementer af teorien, du bruger, og hvorfor du gør det.

I dette tilfælde er det meget bedre, at du bruger tid på dine egne resultater og metoder - det er det, der gør dit projekt unikt, og her du virkelig har mulighed for at vise, hvor godt projektet er, da jurymedlemmet har baggrunden til at forstå det 100%.

Hvis jurymedlemmet gerne vil sikre sig, at du forstår teorien, så skal de nok spørge ind til det på et tidspunkt!

Til jurymedlemmet uden ekspertviden

Omvendt, hvis du skal fremlægge for en kvantefysiker, så vil de helt naturligt mangle en masse baggrundsviden for at forstå projektet.

Derfor er det vigtigt, at du kort og præcist får præsenteret vigtige elementer i teorien, som er baggrund for dit projekt. Så kan jurymedlemmet bedre forstå, hvad der foregår.

Hvis du blot laver den samme præsentation, som du gjorde til jurymedlemmet med ekspertviden på området, så er der en chance for, at jurymedlemmet ikke fanger den røde tråd i projektet og de endelige resultater, som kan være helt specielle og unikke.

Modtag Astras nyhedsbrev

Tilmeld dig til Astras nyhedsbrev og få løbende inspiration og ny viden til din undervisning i naturfag og de naturvidenskabelige fagområder.

Skip to content