Gå til hovedindhold

Den gode projektbeskrivelse

Jakob Vind © Astra

Når du tilmelder dig Unge Forskere Senior skal du udfylde en projektbeskrivelse. Her finder du gode råd til hvordan du gør det.

 

Projektbeskrivelsen er det vigtigste dokument når juryen bedømmer projekterne inden udtagelse til semifinalerne. 

Jo skarpere din projektbeskrivelse er, jo større er sandsynligheden for at du går videre til semifinalerne. Spar ikke på vigtige detaljer! Men undgå overflødig tekst. 

Du kan downloade projektbeskrivelsen her.

Herunder finder du gode råd til udvalgte punkter i projektbeskrivelsen.

Projektets centrale spørgsmål

Det centrale i dit projekt vil være selve undersøgelsen og juryen vil være opmærksom på, om der er sammenhæng mellem de metoder du vælger og det du gerne vil undersøge. Det er vigtigt, at projektet er skarpt fokuseret, så du ikke kommer til at love at undersøge alt for meget på en gang. Samtidigt er det vigtigt du er grundig i din undersøgelse, så dit projekt ikke bliver overfladisk. Ved at være omhyggelig med hvordan du formulerer hovedspørgsmålet og underspørgsmålene kan du sikre dit projekt et skarpt fokus.

 

Eksperter og samarbejdspartnere 

Juryen vil se det som en væsentlig styrke af dit projekt, hvis du har undersøgt, hvem der har ekspertviden indenfor dit område, og at du overvejer, om det giver mening at inddrage dem i dit projekt. Det er ikke sikkert, at det lykkes dig at finde samarbejdspartnere, men det er vigtigt, at du overvejer det.

 

Konklusionen 

Hvis du når frem til en konklusion på baggrund af dine resultater, er det vigtigt du ikke overfortolker. Juryen vil se på, om du kan skelne mellem, hvad du kan sige, og hvad du ikke kan sige på baggrund af resultaterne. Det er altså vigtigt, at du kun konkluderer noget, som du har belæg for.

 

Illustrationer og figurer

Du må generelt meget gerne bruge illustrationer og figurer, som en del af projektbeskrivelsen. Ofte kan en illustration eller figur gøre formidlingen meget bedre og det kan være afgørende for om juryen kan forstå tankerne i projektet og i sidste ende om du går videre til semifinalerne.

 

Projektbeskrivelsens indhold

 Når du udfylder projektbeskrivelsen skal du forholde dig til

 

  • Vigtig baggrundsviden
  • Projektets centrale spørgsmål
  • Eksperter og samarbejdspartnere
  • Udførelse af projektet
  • Centrale resultater
  • Hovedkonklusion og videre arbejde
  • Bilag