Gå til hovedindhold

"Det er lige før, det burde være obligatorisk for alle naturfagselever"

Jane Vie Christensen er lærer på Hurup Skole i Thisted Kommune. Til Science EXPO 2019 blev hun hyldet på scenen og modtog prisen som Årets Lærer. 

Unge Forskere uddeler hvert år 10.000 kr. til en lærer eller et lærerteam, der har gjort sig særligt bemærket eller har sendt mange gode projekter ind til konkurrencen. Der uddeles en pris til en grundskolelærer, Årets Lærer, og en tilsvarende pris til en underviser på ungdomsuddannelserne, Årets Underviser.

I år faldt juryens valg til Årets Lærer på Jane Vie Christensen, der for 3. gang var med til finalen.

"Jeg har fundet Unge Forskere som en ramme for vores naturfag. Vi kører det i 9. klasse, hvor det lægger op til deres eksamen. Det er brandærgerligt at vi ikke har opdaget det noget før, fordi det bare er sådan en god motivator for dem i forhold til det, vi skal lære dem. I forhold til undervisningsplaner og sådan nogle ting, så er det bare en rigtig god måde at få det hele med. Mange af tingene, er en foræring. Det kræver ikke ret meget ekstraarbejde som lærer, men det giver bare eleverne en fornemmelse af at det her naturfag vil noget," fortæller Jane Vie Christensen til Science EXPO i Bella Center Copenhagen.

 

Årets lærer - Unge Forskere vindere - Unge Forskere 2019 - ©Astra - Foto: Jakob Vind Jane Vie Christensen modtager prisen på scenen under Unge Forskere-finalen til Science EXPO.  

"Mit gode råd er at komme igang. Det er lige før, jeg vil sige, at det burde være obligatorisk for alle naturfagselever at være en del af sådan et koncept her." 

Jane Vie Christensen, lærer på Hurup Skole i Thisted Kommune

"Mit gode råd er at komme igang. Det er lige før, at jeg vil sige at det burde være obligatorisk for alle naturfagselever at være en del af sådan et koncept her," udtaler Jane Vie Christensen.  
 

Samabejde med det lokale gymnasium

På Hurup Skole samarbejder lærerne med det lokale gymnasie i deres arbejde med Unge Forskere. Det er en model, Jane Vie Christensen varmt vil anbefale: 

"Vi kører et projekt på vores skole i samarbejde med vores lokale gymnasier. I det projekt, der lægger op til Unge Forskere, laver de en brainstorm i samarbejde med gymnasieeleverne. De laver deres rapport i samarbejde med gymnasieeleverne, og vi har vores egen lille lokal finale ude på gymnasiet, hvor gymnaiseeleverne er med til at vurdere elevernes projekter og er med til at vurdere, hvilke projekter, der kan bære at blive sendt ind til konkurrencen. Og det, at der er nogle andre end bare dem selv, der har fingrene i det, og som viser interesse for det, det virker rigtig motiverende på dem, at det betyder noget for dem."

En uvurderlig eksamenstræning

Jane Vie Christensens elever bruger det lokale gymnasies elever som vejledere til deres projekt. Når projektet er færdigt, fremlægger de for gymnasieeleverne på samme måde som det foregår til eksamen. Og selvom eleverne ikke går videre til en semifinale eller en finale, er der læring at hente i samabejdet med gymnasieeleverne.

"Det er ikke kun, hvis man er så heldig at komme til semifinalen og finalen, men også i forhold til deres mundtlige eksamen. Det er eksamenstræning, der er uvurderlig for dem, og de opdager det slet ikke, for det er jo bare det projekt, de har arbejdet med." Fortæller Jane Vie Chrstiensen.  

Janes gode råd til andre skoler

"Som skole skal man bare kaste sig ud i det. Har man mulighed for at tage fat i sit lokale gymnasium eller tekniske gymnasium, så skal man bare gøre det, for det løfter bare det hele helt vildt. Den motivation, der ligger i det, at der er nogen, der er dygtigere end mig, som viser interesse for det, det gør noget ved eleverne, som er frygtelig besværligt at beskrive. Man skal næsten se det. De kommer hjem med et helt andet blik i øjnene end de tog afsted med." Siger Jane Vie Chrsitensen.

Og det er ikke kun eleverne, der får noget godt ud af at arbejde på denne måde.

"Der giver os som underviser rigtig meget inspiration til, hvad man så kan vejlede det næste hold elever i. Når man sidder og skal forberede sin naturfagsundervisning, har man en tendens til at kigge i den retning, man plejer at kigge i. Det her kan åbne det op, så man bliver tvunget til at kigge i andre retninger. Det er sjældent skidt at få brudt sine vaner og komme til at kigge på noget der er nyt." 

Juryen finder Årets Lærer allerede i marts måned, og prismodtageren bliver inviteret med til finalen i Unge Forskere for at modtage sin pris på scenen.