Gå til hovedindhold

Dansk deltagelse for første gang

Deltagerbillede - Unge Forskere 2019 - ©Astra - Foto: Jakob Vind

Sponsorpræmievinderne af årets Unge Forskere deltog i år for første gang i den internationale konkurrence, Stockholm Junior Water Prize Challange, hvor der var deltagelse fra over 30 forskellige lande.

De brænder alle for at finde bæredygtige løsninger med vand - deltagerne til Stockholm Junior Water Prize. For Tobias, Kristian og Sebastian fra Egaa Gymnasium, der vandt sponsorpræmien i Unge Forskere 2019, har det været en spændende oplevelse at være med i den internationale konkurrence.

- Det har været spændende. Det bedste var nok, at der var muligheder for at lære så mange forskellige mennesker at kende, som alle kommer fra forskellige steder i verden, hvor udfordringerne i landene er vidt forskellige, siger de tre gymnasieelever.

Stockholm Junior Water Prize afholdes samtidig med uddelingen af ’vandets Nobelpris’, Stockholm Water Prize, hvor gymnasieelever fra hele verden dyster om prisen for den bedste ide til at understøtte FNs 6. verdensmål om rent vand, hvor eleverne, med deres projekter, forsøger at tackle aktuelle og fremtidige vandudfordringer.

I løbet af konkurrence-ugen, har de tre gymnasieelever fået en større viden og indblik i, hvordan en videnskabelig rapport skrives, og hvordan det er at være sammen med andre mennesker, der også deler samme interesse for vand.

Vand har en stor betydning for vores samfund. Når man arbejder med vand, er projektet relevant mange steder, da alle har brug for vand

Helt konkret handler de tre gymnasieelevers projekt om at måle koncentrationen af mikroplast i vand. Teoretisk set, har de fundet frem til en måde at kunne separere vand og mikroplast. De tre gymnasieelever fra Egaa Gymnasium har taget udfordringen op, for at finde en metode til at identificere mikroplast ved at udnytte hydrodynamiske vandstrømme, der f.eks. opstår i spiralformede rør. I praksis arbejder de unge elever hen imod med at få produceret et sådant rør, som de kan begynde at lave forsøg på.

- Vand har en stor betydning for vores samfund. Når man arbejder med vand, er projektet relevant mange steder, da alle har brug for vand, fortæller de tre gymnasieelever.

Deltag i Unge Forskere her

Arbejder videre med projektet

Selv om konkurrencedelen nu er overstået, så har de tre gymnasieelever valgt at fortsætte med at arbejde videre med deres projekt. For dem har selve forskningen været en lærerig og sjov proces.

- Det fedeste ved selv at forske, og som gør det vildt sjovt er, hvordan man har frie tøjler til at udføre stort set enhver vild idé. Når man får en idé, kan man udføre eksperimenter og andre undersøgelser for at se, om ens idé rent faktisk holder vand, siger de unge forskere.

Stockholm Junior Water Prize Challenge finder sted i august måned hvert år, og det er Unge Forskere, der står for at udtage de kvalificerede vindere på baggrund af en jurys vurderinger.

Det er Poul Due Jensens Fond i samarbejde med DTU Miljø og Naturvidenskabernes Hus, der uddeler præmien til et senior-projekt, som har vand og bæredygtighed i centrum.

Læs mere om Stockholm Junior Water Prize her