Gå til hovedindhold

10.000.000 kinesere så med: Joakim Færgeman deltog i talentshow med Unge Forskere-projekt

Joakim Færgeman

Unge Forskere-vinderen Joakim Færgeman fik en stor oplevelse, da han endte på kinesisk fjernsyn efter at have deltaget i en science-konkurrence i Shanghai. Omkring 10.000.000 kinesere så med, da han dystede i talentshowet "Edison Junior" 

Det var tre tilfredse Unge Forskere-vindere, som kunne vende hjem fra den kinesiske konkurrence CASTIC sidste år med én bronzemedalje og hele to sølvmedaljer. Men for Joakim Færgeman blev det til meget mere end en medalje.

"Der kom en mand op til mig på min stand og spurgte, om jeg ville deltage i et kinesisk talentshow. Vi udvekslede oplysninger, og de tog kontakt et par uger efter," fortæller Joakim Færgeman.

Det viste sig at være instruktøren for programmet, der havde kontaktet Joakim. I programmet ”Junior Edison” dyster unge under 19 år, om hvem der har lavet de bedste og mest innovative opfindelse eller opdagelse.

Der kom en mand op til mig på min stand og spurgte, om jeg ville deltage i et kinesisk talentshow. Vi udvekslede oplysninger, og de tog kontakt et par uger efter.

 
Joakim Færgeman, Unge Forskere-vinder 2017

Joakim Færgeman

Showet er et kæmpe hit i Kina. Finalisterne blev udvalgt mellem 1000 unge fra 32 regioner og lande. Omkring 10.000.000 kinesere ser med, når showet bliver sendt hver fredag kl. 20.

1104 spillekort
Joakim sagde naturligvis ja til at deltage med sit Unge Forskere-projekt. Der var bare et problem. Projektet var meget teoretisk og kompliceret at forklare. Ved hjælp af en avanceret matematisk beregning har han undersøgt kortspillet ‘Set’ – eller en variation af spillet. I dette spil gælder det om at danne flest mulige sæt ud fra kort, der ligger på bordet. Joakim har undersøgt, hvor mange kort, det er muligt at have liggende, uden at der fremkommer et sæt.

Fra august til november, hvor showet skulle filmes, var Joakim i kontakt med instruktøren mere eller mindre hver dag for at finde en løsning.

”Endelig kom vi op med en idé om at bruge en hel masse spillekort, hvor jeg havde tegnet forskellige symboler på for at illustrere mit projekt.”

Det krævede 1.104 spillekort. Og så var Joakim klar til at dyste mod de 64 andre unge, som var blevet udvalgt til den første runde.

Edison Junior

Manglede ét enkelt point
Joakim Færgeman klarede sig igennem den første runde, hvor halvdelen af deltagerne blev sorteret fra. I anden runde skulle han fremlægge sit projekt foran fire dommere i bedste talentshow-stil. Udover dommerne var der en jury og et publikum, der lyttede koncentreret i den time, Joakim brugte på at præsentere projektet og svare på spørgsmål fra dommerne. Også en matematikprofessor blev inviteret på scene for at komme med sin mening om projektet.

Junior Edison

Programmets anden runde består af otte episoder med fire deltagere i hver. En enkelt deltager fra hver episode går videre til finalen, og det er både dommerne, juryen og publikum, der er med til at bestemme, hvem der går videre.

Det var ekstremt tæt på, at Joakim fik en finalplads: ”Ham, der gik videre i min runde fik 64 stemmer, og jeg fik 63,” fortæller han.

Reality-TV skal motivere unge
Ideen med ”Edison Junior” er, at det skal motivere flere unge til at beskæftige sig med science:

"Vi håber vores show, som fokuserer på ny teknologi og videnskab skabt af unge, vil bidrage til bedre science-undervisning, inspirere vores by og opmuntre flere til at forske og finde på nye opfindelser i deres fritid," fortæller instruktøren Wang Ning til China Daily.

På Unge Forskere håber vi, DR læser med, nu hvor de skal til at finde et nyt koncept, der kan erstatte X-Factor. 

Edison Junior

Endnu en tur til Kina
Episoden, hvor Joakim var med, blev sendt d. 27. januar. Selvom han ikke nåede længere førte turen til en række spændende tilbud. Joakim fik blandt andet lov til at holde en forelæsning på det universitet, hvor matematikprofessoren, der var på scenen, underviste.

Faktisk er han lige nu tilbage i Shanghai, hvor er ude på flere skoler og fortælle om, hvordan det er at deltage i talentkonkurrencer og skal også deltage i en konference.

”Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor de har valgt meget til alle de her ting,” fortæller han en smule overvældet over den store opmærksomhed fra kineserne.