Gå til hovedindhold

På vej til EM i Science

Vinder af Unge Forskere 2018 - Foto: Sanne Vils Axelsen © Astra

To Unge Forskere-vindere er snart på vej til EUCYS, EM i Science, som i år afholdes i Dublin i Irland.

Fredag den 14. september løber EU Contest for Young Scientists af stablen, og i år repræsenteres de rød-hvide farver af den samlede vinder i Senior-kategorien, Frederik Gade fra Odense, og vinderen i physical science-kategorien, Kasper Fredenslund fra Ringkøbing.

"Jeg synes, det er super fedt at skulle af sted til EUCYS. Forum var en sjov oplevelse, og jeg forventer, at det blot er en større - måske endda bedre - version af samme. Jeg ser bare frem til at hygge mig med at snakke med jurymedlemmer, der med sikkerhed har mere forstand på området, end jeg har," fortæller Frederik Gade.  

Jeg synes, det er super fedt at skulle af sted til EUCYS. Forum var en sjov oplevelse, og jeg forventer, at det blot er en større - måske endda bedre - version af samme.

Frederik Gade, samlet vinder af Unge Forskere 2018

EUCYS har i år 60 års jubilæum og er et initiativ fra den Europæiske Kommison, som skal fremme samarbejde og udveksling af naturvidenskabelige idéer mellem unge forskere i Europa. Til EUCYS får deltagerne rig mulighed for at møde andre science-interesserede og konkurrere med de allerbedste fra andre europæiske lande med samme høje niveau som dem selv.  

Vinder af Physical Science Unge Forskere 2018 - Foto: Sanne Vils Axelsen © Astra

Til EUCYS kan de danske deltagere møde ligesinde unge og skabe sig et netværk på tværs af landegrænser. Men EUCYS er en konkurrence, og der er vilde præmier på højkant. Derfor kan det være en god idé at arbejde videre på det projekt, deltagerne præsenterede i Forum, inden de skal fremlægge for den internationale jury.

"Jeg har særligt arbejdet på generalisering af metoden, så den kan finde andre partikler og endda partikler, som ikke nødvendigvis er forudsagt af standardmodellen, som vi har grund til at tro eksisterer. Derudover har jeg også styrket præcisionen af grundmodellen," fortæller Kasper Fredenslund.

EUCYS afholdes fra 14. til 19. september og er den europæiske udgave af Unge Forskere, hvor deltagere fra hele europa kæmper om at have det bedste naturvidenskabelige projekt. I løbet af dagene vil deltagerene blive mødt af en kompentent jury, de skal fremlægge for, og som kan stille dem spørgsmål ind til deres projekt. 

Til maj tager både Kasper og Frederik til Intel ISEF, VM i Science, for at repræsentere Danmark og konkurrere mod unge fra hele verden.