Gå til hovedindhold

Vindere i Life Science Junior 2020

Anders og Theodor_unge forskere 2020

Her er vinderne i Life Science Junior-kategorien.

1. præmie i Life Science Junior

Førstepræmien i Life Science-junior blev i år projektet FREKVENSFARM, lavet af Anders Lendal Holm og Theodor Anton Sivager fra 8. klasse på Skt. Josefs Skole i Roskilde Kommune. I deres projekt har Anders og Theodor undersøgt om varierende frekvenser i musik påvirker planter, og om en enkelttone har samme eller bedre effekt. Der er evidens for, at musik får planter til at vokse hurtigere, og at deres resistens mod sygdomme og parasitter forbedres.

Juryen sagde om Anders og Theodors vinderprojekt:

"Årets vinderprojekt er et meget flot gennemtænkt projekt med et stort potentiale. Deltagerne har ud fra en aktuel og global problemstilling udtænkt et projekt, som anskueliggør, at man ved at kombinere naturfaglig viden om frekvenser og planters vækst, kan nå frem til et yderst interessant og overraskende resultat." 

2. præmie i Life Science Junior

Kategoriens andenpræmie gik til Frida Holmskov og Sigrid Wesths projekt Kabelbakterier og deres evne til at beskytte havgræsrødder mod sulfid. Frida og Sigrid fra 9. klasse på Trekroner Skole i Roskilde Kommune. Frida og Sigrid undersøger i deres projekt kabelbakterier i forbindelse med havgræsser på havbunden. De har gennem deres undersøgelser påvist, som måske de første i verden, at kabelbakterier højst sandsynligt lever i symbiose med græsrødder.

Juryen kommenterede:

"I har arbejdet med et emne som er nyt inden for biologien. Også nyt for de forskere som arbejder med det i det virkelige liv. I har undersøgt et felt som var uudforsket, da I gik igang med at undersøge det, og ikke nok med det, I har gjort det sindssygt flot!"

3. præmie i Life Science Junior

Tredjepræmien gik til Silje Sand Dalengaard fra 9. klasse på Vinding Skole i Vejle Kommune med projektet Glukødse. I projter stiller Silje skapt på madspild, og hun har undersøgt, hvordan man let kan bestemme køds friskhed. Efter målinger af pH, glukose-, nitrit- og nitratindholdet i kød under fordærvelsesprocessen, har hun konkluderet, at glukoseindholdet i fersk, hakket oksekød sandsynligvis kan indikere, om kødet er friskt.

Om Siljes projekt sagde juryen:

"Du tager fat om et af vor tids største og mest aktuelle problemer: det omfattende madspild. Du får placeringen for din gode ide, dit meget flotte og systematiske arbejde med at vurdere holdbarheden af kød. Men du får ikke mindst 3. pladsen for din evne til at vurdere og fortolke resultaterne på en saglig og objektiv måde."   

4. præmier i Life Science Junior

I år er der blevet uddelt to fjerdepræmier.

Den ene fjerdepræmie gik til OREGANO: ET KRYDRET ANTIBIOTIKA lavet af  Viktor Mølborg Ledet der går i 9. klasse på  Tibberupskole i Helsingør Kommune. Victor undersøger i sit projekt, om oreganoolie indeholder stoffer med antiseptiske egenskaber. Det skulle det efter sigende, men hverken han er Medical News Today har været i stand til at finde undersøgelser, der beviser dette. Det laver Victor om på med sit projekt.  

Juryens kommentar til Viktors projekt:

"Din idé med at efterforske oreganoolies bakteriehæmmende virkning er interessant, specielt set i lyset af at det aldrig tidligere er blevet verificeret. Det har hvilet på folketro. Men du har gennem dine fine forsøg klart vist, at der hold i teorien. Oreganoolier er virkelig bakteriehæmmende. Du har indledt en forståelse for et evt. nyt antibiotikum. Flot niveau, og på med vanten fremover."

Den anden fjerdepræmie er gået til Nanna Kalmars projekt Lydbølger - det nye antibiotika? Nanna går i 9. klasse på  Ryomgaard Realskole i  Syddjurs Kommune. I sit projekt undersøger Nanna om man bruge lyd til at dræbe bakterier. Hun har udsat bakterier for enkeltfrekvenser og kombinationer af ”chirps” og opdaget, at der findes særlige frekvenser, støj eller kombinationer af ”chirps”, som er bakteriehæmmende på E.coli.

Juryens kommenater til Nanna:

"HOLD NU OP for et stort stykke arbejde du har udført! Du læser videnskabelige rapporter på universitetsniveau, opstiller dine eksperimenter med omhu og beskriver dem med stor præcision. Du har fuldstændig fat i den lange ende, når det drejer sig om at arbejde naturvidenskabeligt og slynger om dig med svære faglige begreber."