Gå til hovedindhold

Vindere i Physical Science Senior 2020

William_Unge Forskere 2020

Her er vinderne i kategorien Physical Science Senior. 

1. præmie Physical Science Senior

Vinderen af førstepræmien er projektet Universel autonom graf-baseret billedsegmentering med næsten lineær gennemsnitskompleksitet lavet af William Bille Meyling fra NEXT Sukkertoppen Gymnasium i Københavns Kommune. William har skrevet en effektiv algoritme, der kører i næsten lineær tid. Han har skrevet algoritmen i c++, og den skal bruges til at segmentere billeder autonomt.

Juryens kommentar til Williams projekt:

"Williamn formår på simpel vis at fremlægge et meget komplekst område af billedgenkendelse. Både i teori og praksis har projektet et meget stort potentiale. Med simple eksempler formår han at vise metodens styrke. Der er således vigtige potentielle anvendelser i forbindelse for eksempel med overvågning.William udviser en omfattende forståelse af datalogiske principper og en vidtgående evne til at implementere dem, langt over et forventeligt niveau. Juryen er meget imponeret, over at han har programmeret det hele fra bunden."

2. præmie Physical Science Senior

Vinderen af andenpræmien i kategorien er Rasmus Vesterager Gothelf fra Risskov Gymnasium i Aarhus Kommune med projektet Parallelle 3d "braner" som model for mørkt stof halos. Inspireret af Randall-Sundrum modellen, har Rasmus opstillet en model, hvor universet består af parallelle 3D-verdener. Kun tyngdekraften kan gå på tværs af disse "braner". Heraf opstår en mulig kandidat for mørkt stof, som medfører, at mørkt stof må samle sig i de observerede "halos". 

Juryen sagde om Rasmus' projekt:

"Juryen er meget imponeret over din store viden og indsigt i emnet, samt din entusiastiske tilgang til emnet. Du har taget en alternativ tilgang til det klassiske science projekt. Du har kastet dig over et svært og udfordrende emne. Du har formået at tilpasse projektet i forhold til dine muligheder og begrænsninger. Projektet viser nytænkning og kreativitet. Den skriftlige fremstilling af projektet viser et overblik i dispositionen af  indholdet. Posteren er flot og overskuelig."

3. præmie Physical Science Senior

Kategoriens tredjepræmie går til Elvin Chens projektet  Numerisk modellering af solsystemet. Elvin går på Odense Tekniske Gymnasium i Odense Kommune. I sit projekt moddelerer Han solsystemet som et gravitationelt n-legeme system. Ved at bruge hamiltons mekanik, numeriske algoritmer og data fra NASA skaber han en digital simulation af planeternes bevægelsesbaner. 

Juryens kommetar til Elvin lød således:

"Juryen er endnu en gang dybt imponeret over dine programmeringsevner. Du udviser evner til hurtigt at inkorporere nye ideer i din algoritme. Du har en smittende fremstillingsevne. Din skriftlige rapport og poster er yderst professionelt sat op og velstruktureret. Juryen ser mange gode anvendelsesmuligheder for dit projekt som for eksempel i forbindelse med aerodynamik og rumfart."