Nyhed

Theodor og Ridhima repræsenterer Danmark ved EM i Unge Forskere

To unge gymnasieelever dyster mod Europas klogeste hoveder. De har kvalificeret sig til EM i Unge Forskere med deres projekter, der handler om henholdsvis forbedring af vejrmodeller og et opgør med BMI som målestok for fedme. 

17-årige Ridhima Pal fra Copenhagen International School vandt Unge Forskere Senior med sit projekt om BMI. Hun kritiserer den meget udbredte BMI-målestok, fordi den ikke tager højde for, at kroppe er forskellige på tværs af eksempelvis køn og etnicitet. Juryen lagde dengang vægt på, at projektet kunne have international betydning, og det skal nu stå sin prøve. Ridhima skal nemlig præsentere projektet og repræsentere Danmark ved EM for Unge Forskere (EUCYS – se mere) i Polen. 

“For at være helt ærlig, så var jeg i chok og kunne slet ikke tro det. Det er min første naturvidenskabelige konkurrence, og jeg forventede slet ikke at skulle til EM,” fortæller Ridhima. Siden hun vandt Unge Forskere i april 2024, har hun arbejdet videre med de kommentarer, hun fik fra juryen og blandt andet undersøgt betydningen af AI. 

For at være helt ærlig, så var jeg i chok og kunne slet ikke tro det. Det er min første naturvidenskabelige konkurrence, og jeg forventede slet ikke at skulle til EM.”

Ridhima Pal, vinder af Unge Forskere og deltager i EM i Unge Forskere

150 unge talenter fra 40 lande

Udover Ridhima Pal deltager også Theodor Sivager fra HTX Roskilde. Med sit projekt ‘Dråbens lyd’ vil den 19-årige gymnasieelev gør vejrmodeller mere nøjagtige ved at forbedre metoderne til måling af regnmængder på havet. Hans arbejde afslører den oversete kompleksitet af regndråbernes lydproduktion, hvilket har potentiale til at minimere usikkerheder i vejr- og klimamodeller betydeligt.

Hvor Ridhima aldrig har deltaget i denne type konkurrence før, er Theodor lidt af en veteran. Det er nemlig sjette gang, han er med i konkurrencen, og han har også tidligere deltaget i internationale konkurrencer.

Da jeg fik at vide, at jeg skulle til EM, var min første tanke bare “YES!”. EUCYS/EM er en konkurrence, som jeg længe har ønsket at få muligheden til at deltage i. Jeg glæder mig til at præsentere mit projekt i en international kontekst og møde unge fra hele Europa, som deler en interesse i science.

Theodor Sivager, Vinder af Unge Forskere og deltager i EM i Unge Forskere

EM 2024 foregår i Katowice i Polen, hvor 150 unge fra 40 lande mødes over seks dage. Både Theodor og Ridhima glæder sig først og fremmest til at møde alle de andre deltagere: 

“Jeg håber på at møde nye venner fra hele verden og få kendskab til nye STEM-områder, som de er specialiserede i,” siger Ridhima. “Og vigtigst af alt så glæder jeg mig til at have det sjovt! Det her bliver en oplevelse, jeg kommer til at huske hele livet.”

Læs mere om Ridhima Pals projekt BMI

Læs mere om Theodor Sivagers projekt Dråbens lyd

  • Nyhed
  • >
  • Theodor og Ridhima repræsenterer Danmark ved EM i Unge Forskere
Skip to content