Gå til hovedindhold

Særarrangement for gymnasieelever

Den Blå Plantet på scenen til Science i Forum 2016 - Foto: Sanne Vils Axelsen ©Astra

Kom ud af klasselokalet - Unge Forskere inviterer til en lærerig dag med spændende oplæg og besøg på Science EXPO. Det gratis særarrangement for gymnasieelever finder sted mandag den 29. april i Bella Center Copenhagen.

Arrangementet er målrettet elever i 1.g og 2.g og varer fra kl. 8.45 til kl. 13.00

Vi har et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.

I år er det Zoologisk Have København, Røde Kors Danmark og Unge Forskere, der afholder oplæggene.

I pauserne og efter oplæggene får eleverne mulighed for at gå på opdagelse i den store udstilling Science EXPO, hvor universiteter, museer, virksomheder og interesseorganisationer viser, hvad der rører sig på det naturvidenskabelige felt. Der vil også være rig lejlighed til at møde de 100 finalister i Unge Forskere, som står klar til at fortælle om deres naturvidenskabelige projekter.

Dagens program: 

8:45 Vi mødes foran indgangen til Bella Center Copenhagen

8:55 Officiel velkomst 

9:00 Oplæg om videnskab, genetik, evolution og sex

v/ Zoologisk Have København, lille scene

Skoletjenesten fra Zoologisk Have København giver et indblik i evolutionen og genetikkens verden og giver spændende og forunderlige eksempler undervejs.

Hvad har sex med videnskab at gøre?

Med udgangspunkt i evolution og genetik, bevæger vi os gennem fortællingen om det overordnede formål med sex, gennem dyrenes udstyr og formeringsmåder, for til slut at ende med sex som en videnskab i Zoo.

09:50 Pause

10:00  Oplæg om innovation, science og nødhjælp

v/ Røde Kors Danmark, lille scene

Røde Kors’ opgave er at hjælpe mennesker i nød. Men nye typer af trusler og udfordringer opstår konstant. Det kræver stærke partnerskaber med opfindsomme naturvidenskabsfolk.

Kaspar Bro Larsen, business engagement advisor hos Røde Kors Danmark, giver eksempler på en række innovative partnerskaber med fx DTU og større eller mindre danske science- og tech-virksomheder. Fx hvordan iværksættervirksomheden Unumed anvender iris-scanning til elektroniske patientjournaler i flygtningelejre.

10:50 Pause

11:00 Oplæg om Unge Forskere

Tidligere deltagere i Unge Forskere fortæller om konkurrencen.

Hvad er Unge Forskere? Hvordan kan man deltage? Og hvad får man ud af deltage?

11:30 Frokost og tid til at besøge Science EXPO og de 100 Unge Forskere finalister.

Medbragt mad kan indtages i madpakkeområdet ved indgangen. Der er også mulighed for at købe mad.

13:00 Tak for i dag. Science EXPO lukker.