Seniorfinalistgruppe

Projektbeskrivelsen

Hvad er en projektbeskrivelse?

Projektbeskrivelsen er et skema, du skal udfylde, med en række spørgsmål om projektet. Projektbeskrivelsen er det vigtigste dokument, juryen har, når de skal bedømme, hvilke projekter der skal udtages til semifinalen. 

Jo skarpere din projektbeskrivelse er, jo større er sandsynligheden for, at du går videre til semifinalerne. Spar ikke på vigtige detaljer! Men undgå overflødig tekst. Her på siden kan du finde gode råd under de enkelte punkter, der skal beskrives i projektbeskrivelsen. Inde i selve skemaet er der vejledende kommentarer, så læs det grundigt igennem. Projektbeskrivelsen må maks. fylde 10 sider.

Når skemaet er udfyldt, gemmes det som PDF, og navngives projekbeskrivelse_"titel" og uploades til projektet på mit.ungeforskere.dk.

Du har mulighed for at uploade en ny, rette projektbeskrivelsen mellem udtagelsen og semifinalen, og igen frem mod finalen, hvis du går videre.

astra girl

Det indeholder en god projektbeskrivelse

Oversigt og gode råd

  • Afsnittet svarer på, hvordan du blev opmærksom på det problem, du undersøger i projektet, hvorfor du synes det er spændende, og hvilken baggrundsviden du har inden for emnet.

    Det gode råd: 
    Det er vigtigt for juryen at kende baggrunden for projektet for bedre at kunne forstå projektet. Betragt dette som opvarmningen. Jo bedre du har sat juryen ind i baggrunden, jo lettere har de ved at sætte sig ind i dine/jeres tanker med projektet, og jo større er sandsynligheden for, at du går videre til semifinalerne.

  • Dette afsnit skal indeholde dit hovedspørgsmål og dine underspørgsmål. Afsnittet skal betragtes som en afgrænsning af projektet, og det er her, du viser, hvor undersøgelsens fokus ligger. Skal der mere end fem problemstillinger til for at besvare dit hovedspørgsmål, er det tegn på at problemformuleringen er for bred.

    Det gode råd:
    Det centrale i dit projekt vil være selve undersøgelsen, og juryen vil være opmærksom på, om der er sammenhæng mellem de metoder, du vælger, og det, du gerne vil undersøge. Det er vigtigt, at projektet er skarpt fokuseret, så du ikke kommer til at love at undersøge alt for meget på en gang. Samtidig er det vigtigt, at du er grundig i din undersøgelse, så dit projekt ikke bliver overfladisk. Ved at være omhyggelig med hvordan du formulerer hovedspørgsmålet og underspørgsmålene, kan du sikre dit projekt et skarpt fokus.

  • Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvilke eksperter, du vil inddrage i processen, og hvilke spørgsmål, du vil stille dem. 
    Vi forventer, at du i en eller anden grad får hjælp fra din lærer. Det, juryen har brug for at vide, er, hvem du har inddraget (eller godt kunne tænke dig at inddrage) i projektet uden for din skole.

    Det gode råd:
    Juryen vil se det som en væsentlig styrke i dit projekt, hvis du har undersøgt, hvem der har ekspertviden inden for dit område, og at du overvejer, om det giver mening at inddrage dem i dit projekt. Det er ikke sikkert, at det lykkes dig at finde samarbejdspartnere, men det er vigtigt, at du overvejer det.

  • Afsnittet beskriver, hvilke undersøgelser og/eller eksperimenter, du har gennemført eller planlægger at gennemføre. Hvis der indgår eksperimenter i projektet, skal deres udførelse beskrives. 

    Det gode råd:
    Afsnittet giver juryen viden om, hvordan du har undersøgt underspørgsmålene, eller hvordan du har tænkt dig at gøre det. Skriv så detaljeret som muligt! 

  • Afsnittet beskriver de resultater, du er kommet frem til indtil videre. Afsnittet er ikke obligatorisk. 

    Det gode råd: 
    Indsæt gerne tabeller, figurer eller anden afbildning af resultaterne. Hvis du ikke allerede har haft muligheden for at generere resultater fra undersøgelsen, er det også helt fint. Du kan evt. skitsere, hvilke resultater du regner med at opnå.

  • Afsnittet svarer på, hvad du kan konkludere ud fra de foreløbige resultater og beskriver hvilke nye spørgsmål, projektet rejser. Dette felt er ikke obligatorisk. 

    Det gode råd:
    Hvis du når frem til en konklusion på baggrund af dine resultater, er det vigtigt, at du ikke overfortolker. Juryen vil se, om du kan skelne mellem, hvad du kan sige, og hvad du ikke kan sige på baggrund af resultaterne. Det er altså vigtigt, at du kun konkluderer noget, som du har belæg for.

  • I dette afsnit kan du indsætte eventuelle bilag. Det kan være modeller, data eller figurer fra tidligere rapporter, du selv har udført, som er centrale for projektet. Dette felt er ikke obligatorisk.

Et ekstra råd

Illustrationer og figurer

Generelt må du meget gerne bruge illustrationer og figurer som en del af projektbeskrivelsen. Ofte kan en illustration eller figur gøre formidlingen meget bedre, og det kan være afgørende for, at juryen kan forstå tankerne i projektet, og om du i sidste ende går videre til semifinalerne.

Modtag Astras nyhedsbrev

Tilmeld dig til Astras nyhedsbrev og få løbende inspiration og ny viden til din undervisning i naturfag og de naturvidenskabelige fagområder.

Skip to content